2.y besøgte den 15/9 2016 flyvestation Aalborg som en del af undervisningen i idræt og fysik. Både fysiklærer Morten og idrætslærer René stod derfor i den mest bogstavelige forstand på spring, og var sammen med 2.y klar til en fantastisk dag, som skulle blive fyldt med en hel del sjov, fysisk aktivitet, og det muligvis vigtigste og mest nødvendige, nemlig moralsk opbakning og team spirit. Programmet stod nemlig på både militær forhindringsbane, og en simulation af et faldskærmsudspring fra 15 meters højde, og det var altså her ikke alle, som var lige entusiastiske. Derudover var der mulighed for at blive bidt af hund, hvis man havde lyst, og det var der et par stykker, som havde.
2.y mødte altså op ved “buret”, også kendt som indgangen, på flyvestation Aalborg torsdag morgen klokken 08:30, og her stod vores kontakt, Brian – Emilies bonusfar – klar til at tage imod os. Herefter blev vi alle transporteret til det såkaldte springtårn. Springtårnet er i alt 17 meter højt, og man springer fra en højde på 15 meter, hvoraf de første 3-4 er frit fald, inden man gribes af seletøjet og wirerne. Dette vakte en frygt hos nogle, mens andre var meget spændte og entusiastiske. Blandt andet hos drengene var der vakt en frygt, nemlig frygten for, at de mere ædle dele skulle blive klemt i seletøjet. Reglerne var således, at alle elever skulle nå til toppen af tårnet, men ikke nødvendigvis springe. Størstedelen valgte dog den nemmeste vej ned igen og tog springet. Det var her Carsten, også kendt under navnet CB, der arbejder på flyvestationen, som sørgede for, at vi kom godt fra start, og hjalp os over kanten. Var der her nogen, som var nervøse og måske bange, var CB en super support, og tog det helt stille og roligt. Dette resulterede, som sagt, også i, at størstedelen “stod på spring” og tog udfordringen op. Dog var der også enkelte, som trods support fra CB og den moralske opbakning fra 2.y og lærere, som stod på sidelinjen og så på, måtte gå den kedelige vej ned af trappen – men hvor var det dog sejt, at de nåede både toppen og kanten, hvorfra man springer. Udover de elever, som tog det i stiv arm og var seje fra starten, var der også elever, som, med hjælp fra CB og den igen meget moralske og entusiastiske opbakning fra 2.y, overvandt deres skræk og sprang, og de overgik hermed os andre bare en smule i niveauet af sejhed.
Efter at alle, som havde lysten, havde sprunget stående fra kanten, var der mulighed for, at 6 elever kunne løbe ud over kanten. Her tog 6 elever chancen, og løb altså ud over kanten fra 15 meters højde!! Der var dog også et par enkelte, som efterfølgende fortrød, da det lige gave et ekstra ryk i seletøjet;))
Som sagt, var den militære forhindringsbane også på programmet, så efter 2 ½ time ved springtårnet blev vi transporteret hen til den. Vi var allerede herud bagud for tidsplanen, men det hele skulle jo nås, og så måtte bioteknologi-undervisningen derhjemme jo bare vente lidt. Dette blev dog ikke nødvendigt, da vi nåede tilbage i god tid. Vi blev her introduceret til forhindringsbanen, igen af CB, som derudover også nævnte, at rekorden for gennemførelsen af banen er ‘2 minutter og 8 sekunder! Det var i vores øjne ret vildt, og kæben skulle lige samles op fra jorden, inden vi kunne give banen et skud. Vi blev hurtigt inddelt i teams af fire, og opgaven var, at alle forhindringer skulle gennemføres af to fra holdt. Der skulle være en dreng på hvert hold, da dette kunne blive en nødvendighed i forhold til gennemførelsen for pigerne – Eller det mente lærerne i hvert fald. Banen blev gennemført, dog uden at slå rekorden, men hvem havde også regnet med det? Herefter var der så mulighed for at blive bidt eller angrebet af den her schæferhund. Det foregik selvfølgelig med handske på. Sikkerhed frem for alt, som man jo siger. Her havde vi igen et par modige elever, som frivilligt meldte sig. Disse elever var Troels, Jens, Sille, Kristine, Emma T og Sarah. Nogle røg på røven hurtigere end andre, men sjovt at se på, det var det i hvert fald.
Programmet var herefter ovre, tidsplanen var skredet, og vi var meget trætte og svedige. Det kan jo næsten ikke undgås i 25° graders varme og fuld solskin. Vi så nu frem til at komme tilbage på skolen, hvor bioteknologi undervisningen og ølbrygningen ventede.
Det skal nævnes, at der under både springene fra tårnet og forhindringsbanen, blev båret pulsmålere, og der blev under springene blandt andet også båret en telefon, som målte accelerationen. Disse data vil så senere blive analyseret og anvendt i fysikundervisningen på skolen, og her vil 2.y igen stå på spring og være klar på endnu en udfordring.
Caroline Amalie Krag, 2.y
To me, the tower didn’t seem so tall from the ground, but this belief changed as I climbed the stairs. Always higher and higher. On the top, we were told what to do for safety reasons and then nothing was left to do, except jumping! I admit I was scared. Of course, you know that nothing is going to happen, but there is always that little voice in your head that tells you the opposite. However, I overcame my fears and went for it. I stopped breathing while falling, but then the sensation was amazing, I felt liberated. However, I was shaking once my feet were on the ground again, but after breathing and relaxing, I realised that everything was fine and I could appreciate the amazing experience!
Camilla Berthelsen, udvekslingsstudent fra Italien
