Lectio
FirstClass
NyhedsbrevRSS Feed
 

Comenius projekt 2011-2013


Nørresundby Gymnasium og Hf er i dette skoleår engageret i et multilateralt europæisk skoleprojekt. De deltagende lærere er: Malene Holt Johansen og Jakob K. Svendsen.

Projektet blev indledt med et møde i Grækenland d. 25.-30. oktober, 2011, hvor de involverede skoler mødte hinanden første gang. Første dag, blev vi modtaget på værtsskolen sammen med repræsentanterne fra de andre deltagende lande. Projektet er multilateralt og følgende lande deltager: Belgien, Danmark, Rumænien, Spanien, Polen, Tyrkiet, Kroatien og Grækenland.

Introduktionsmødet blev indledt med en præsentationsrunde og udveksling af forskellige kulturelle gaver.

Comeniusprojektet skal munde ud i en: "Road Movie", som fortæller historien om det Europæiske kontinents fortid og fremtid. Indledningsvis fortalte de enkelte delegationer om, hvordan de havde lavet deres introduktionsvideoer, som havde til formål at introducere de deltagende lærere og deres skoler.

På konferencen blev det diskuteret, hvordan vi kan arbejde med udarbejdelsen af materialer som kan bruges i projektet. Efter mødet, var skolen vært ved en velkomstceremoni, hvor skolens Rektor, Vicerektor og næstformanden for Skoleudvalget i Athens kommune bød Comenius projektet velkommen til Athen og takkede mange gang for muligheden for at være med i et multilateralt projekt om det europæiske kontinents fortid og fremtid. Ved ceremonien blev der uddelt velkomstgaver til de deltagende lærere og skolen præsenterede sig selv og sit lokalområde. Ceremoniens højdepunkt var elevernes fremførsel af de traditionelle græske danse. Derefter tog de deltagende lærere til Sounion, hvor vi så Poseidons tempel. På vej hjem i bussen oplevede vi en rigtig flot solnedgang langs kysten.

På konferencens anden dag besøgte vi det arkæologiske museum i Athen. Bagefter holdt vi endnu et møde i koordinationsgruppen, hvor de sidste ting blev aftalt og afstemt før det næste Comeniusmøde finder sted i Kroatien i januar. Om aftenen var vi ude og spise privat hos de græske værter, hvilket også var en stor oplevelse.

Dagen efter var vi på en heldagsekskursion til Epidauros, hvor vi så det antikke teater, bagefter kørte vi til Nafplio, hvor vi gik en lang tur i det smukke område. Lørdag blev brugt på den arkæologiske udgravning ved det antikke forum inden vi tog op og så Akropolis.

Ved den afsluttende middag lørdag aften, blev der takket pænt for de store oplevelser ugen havde budt på. Både hvad angår den græske mad med Souvlaki og tsasiki, men også de mange store kulturelle oplevelser ugen ellers havde budt på.

Vi vil i de næste uger begynde at involvere elever og lærere på Nørresundby Gymnasium og Hf-kursus. Vi påtænker at lave en studiekreds, hvor 20 elever arbejder med Comeniusprojektet og på skift bliver sendt til de fem deltagende lande.
 

Comenius-gruppen i Zagreb


NGHF-elever i Zagreb.

"Så har skolens Comeniusgruppe gennemført anden rejse af de i alt seks der er planlagt for perioden 2011-2013. Denne gang gik turen til Zagreb, Kroatien, og de deltagende elever var Rasmus, 2.b, Daniel, 3.y, Anders og Iliya, 3.e. 

Produktet som skulle medbringes til Kroatien var råfilm udarbejdet af hele Comeniusgruppen, omhandlende "Your country in my country". I grupper havde eleverne undersøgt hvilke kulturelle spor der kunne findes i Danmark af hhv. Rumænien, Kroatien, Tyrkiet, Grækenland, Spanien, Polen og Belgien - som er de deltagende lande i projektet, ud over Danmark - og lavet korte film herom. Dette råmateriale skulle så bearbejdes over 2 workshops i Kroatien, samt nyt materiale optages til den endelige filmredigering efter hjemkomst til Danmark. 

Denne film er nu under udarbejdelse, og vil blive offentliggjort på den internationale Comeniusgruppes Facebookside, Imaging Europe 2011-2013. Den næste rejse finder sted i perioden 29. april til 5. maj, og går denne gang til Rumænien. 


I kan her læse et sammendrag af de væsentligste punkter fra Zagrebturen, skrevet af Rasmus, 2.b. I den rette EU-ånd, er det selvfølgelig skrevet på engelsk.


“And the trip goes to……Valenii de Munte!”


Efter at have brugt hele søndagen i Amsterdams Schiphol lufthavn, og den halve nat i en bil på vej mod vores destination, var jeg glad for endelig at se byen Valenii de Munte. Byen med 13.000 indbyggere skulle danne ramme om de næste 5 dage på rumænsk grund.

Mange fordomme hørt og gjort inden rejsen blev gjort til skamme! Rumænere er fattigere end danskere, men er et europæisk medlemsland, og på vej imod en bedre fremtid. De skal nok nå det!

Efter kun få timers middelmådig søvn var et tætpakket program skudt i gang, og det startede altså ud med en introduktion til rumænsk kultur, sang og dans på skolen. Det var både spændende og meget omfattende!  Efter en rundvisning på skolen blev lærere og elever delt op, og eleverne gik ud i byen for at lære hinanden bedre at kende - en del af projektet er nemlig også at øge forståelsen for forskellige kulturer.

Vejret var helt fantastisk, vi havde høj sol, skyfri himmel og over 30 grader hele ugen. Det resulterede i at vi fik en smule farve inden den danske sommer bestemmer sig for at bryde igennem.

Tirsdag kørte vi mod Bukarest og da det samtidig var 1. maj, så var der liv og "fest" i gaderne. Byen er en gammel by (grundlagt i 1459) som emmer af historie rundt om hvert gadehjørne. Med et tilnavn som "Østens Paris" er den helt sikkert også et besøg værd!

Vi besøgte det naturhistoriske museum, hvis hovedattraktion var skelettet af en mammut, fundet i den sibiriske tundra. Et naturhistorisk museum er altid spændende, og var kilden til underholdning gennem hele formiddagen.

Onsdagen forløb med optagelse og redigering af den nye film "The Future". Om aftenen stod den på en officiel middag med dans og sang. Især undertegnede nedbrød nogle kulturelle barrierer ved at danse som en anden professionel hele aftenen (og natten med)!

Sidste dag med et program, torsdag, gik med bussen mod Sinaia og den kongelige sommerresidens. Derefter satte vi kursen mod Transsylvanien og byen Brasov - Især naturen var overvældende ved Transsylvanien.

Fredag tog vi afsked med en masse nye europæiske bekendtskaber på tværs af grænser, med et håb om en dag at vende tilbage. Det er godt at være hjemme igen, men hele ugen har været en oplevelse som ikke glemmes foreløbigt!

Af Andreas Porsborg Andersen, 2.b.


Comenius i Zaventem


Comenius-holdet og Manneken Pis

Vi ankom friske og veloplagte klokken 11 i Bruxelles, hvor vi elever blev taget godt imod af vores værtsfamilier. Derefter tog vi med vores værtsfamilier hjem og brugte dagen på at lære dem og de belgiske skikke at kende.

Mandag:
På den første dag af projektets egentlige forløb var der først den officielle åbningsceremoni, hvor Zaventems borgmester kom og holdt et kort oplæg om byen og det sammenhold som Comenius-projektet forhåbentlig ville lede til. Turen fortsatte derfra ud i Zaventem, hvor de forskellige seværdigheder blev vist frem. Turen bød da også på et indblik i det belgiske skolesystem, som viste sig at adskille sig væsentligt fra det danske.
Da vi nåede tilbage til spisesalen, hvor den officielle åbningsceremoni fandt sted, var det tid til et indblik i den belgiske kultur.  Vi lærte både flamsk og fik et indblik i de forskellige etniciteter, som bor i Belgien samt deres kulturelle forskelle.
Efter dette korte kursus i belgisk kultur, bød værtslandet på ”Taste of Belgium”, som bestod af forskellige retter og drikkevarer, hvilket var et hit i den danske lejr.

Tirsdag:

Tirsdag morgen startede vi med workshops, hvor vi blev delt op i 2 grupper. Den ene gruppe stod for at lave en avis, som skulle udgives torsdag aften inden hjemrejsen. Den anden gruppe skulle behandle data fra de medbragte film omhandlende prisniveauet i de forskellige lande, som de forskellige lande havde medbragt hjemmefra.

Det sidste på dagsordenen tirsdag var dans. Denne del af projektet gav eleverne på tværs af landene et langt bedre sammenhold og fik os virkelig rystet sammen i dette optrin hvor samarbejde var nødvendigt.

Onsdag:

På dagens program var en udflugt til klosteret Maredsous, samt et lille glimt af byen Namur. Allerede fra morgenstunden begav vi os af sted mod Maredsous i bus.  Da vi ankom til Maredsous, blev vi udstyret med et kort som vi skulle følge, og derefter sendt ud i det typisk belgiske vejr; regnvejr.

Efter dette fik vi en hurtig frokost og begav os så videre mod Namur. Vi havde desværre ikke nok tid til at få set særlig meget af Namur. Vi så dog byen fra en bakke i nærheden og gik en kort tur i udkanten af byen, hvorefter vi måtte sætte os ind i bussen og køre den lange vej hjem til Zaventem.

Torsdag:

Torsdag var den sidste dag i projektet. På denne dag besøgte vi europaparlamentet og fik et bedre indblik i den organisation, som gav os muligheden for at opleve de kulturelle forskelle, der er landene imellem. Derefter fik vi muligheden for at shoppe og opleve Bruxelles på egen hånd. Dette gav mulighed for mange kulturelle udfoldelser. Blandt andet så vi Manneken Pis og et af de mange specielle vægmalerier, i dette tilfælde Tintin og Kaptajn Haddock i aktion, da Tintin jo er af belgisk oprindelse.

Da det blev aften, var det blevet tid til udgivelsen af avisen, som blev produceret om tirsdagen samt den store afskedsfest. Det var en hyggelig aften, hvor vi fik sagt farvel til de andre lande og et forhåbentlig på gensyn med vores værtsfamilier.

Alt i alt har projektet været en succes. Vi har fået et bedre indblik i de andre landes kulturer og problemstillinger, vi har skabt venskaber på tværs af grænserne og vi har haft en god uge som vi vil mindes med glade tanker.

Skrevet af Tine Jørgensen 2.v og Anders Hammershøj 3.b