RSS Feed
 

Forsøg og udvikling 2009/2010


Skolen har i år fælles fokus på udvikling af elevernes skriftlighed med flere kurser for lærerne og fra ledelse og lærerteam er der særligt fokus på planlægning og progression på dette felt.

I 1.g har alle klasserne som forsøg en fast lektielæsningslektion i skemaet for at støtte eleverne i hensigtsmæssige måder at læse lektier på og støtte de elever, der har behov for hjælp.

På stx sætter vi fokus på samarbejdet i studieretningerne, og vi søsætter endvidere en ny AT-struktur, som gerne skulle gøre undervisningen mere sammenhængende og progressionen tydeligere for dette fag.

På hf fortsætter vi udviklingsarbejdet, som sætter elevtrivsel og læring i fokus med det formål at fastholde den høje gennemførselsprocent, men også at støtte eleverne i bedre læring. Som led heri vil alle hf-lærere få kursus i læringsstile i dette skoleår.

Derudover er 2009t en klasse som vil arbejde særligt med inddragelse af pod-casting i undervisningen, for at vi på skolen kan gøre os erfaringer indenfor dette felt.

Udenfor skoletid gennemfører skolen et projekt kaldes Scienceakademi for elever, som har særlige interesser og evner i forhold til naturvidenskab. Vi tilbyder også folkeskoler en ekskursionsdag på gymnasiet i fagene biologi, fysik eller kemi (se pjecen "Naturvidenskab i nye rammer") for at højne interessen for naturvidenskabelige fag.

Mange af skolens lærere samarbejder desuden med Aalborg Universitet, hvor vores elever via ekskursioner især inden for naturvidenskab får indsigt i universitetsverdenen og forskningen her.

På regionalt plan er skolen med i:

  • Projekt Uddannelsesløft med fokus på tosprogede elever
  • Naturvidenskabsfestivalen med fokus på udbredelse af interessen for disse fag
  • Talentklasser i Nørresundby – her idræt, sprog og naturvidenskab 

Skolens lærere laver endvidere forsøg med SOLO-taksonomi og kultur- og samfundsfagsgruppen på HF laver et pilotforsøg i samarbejde med UVM som forløber for læreplansændringerne fra næste år.