Signe Risgaard Sahlertz, STX, 3.x: Højskoleophold (2011)

signe_sahlertz

I slutningen af juni var det hele overstået. Tre års slid og nu var vi frie, verden lå for vores fødder, og det eneste, vi skulle gøre, var at træde ud i den. Men efter en af de hårdeste uger i mit liv (ja, jeg mener studenterugen ;) ) gik jeg alligevel lidt i panik. Pludselig var der jo ingenting, at stå op efter om morgenen, og ingen afleveringer at lave!

Planen var, at jeg skulle arbejde hele sommerferien og efteråret, hvorefter jeg ville tage til Frankrig som skibums efter jul.

Sådan gik det ikke heeeeeelt…

Som alle nok er blevet tudet ørerne fulde af, er det ikke sådan helt vildt nemt som ung og ufaglært at finde et arbejde, og min sommerferie blev da også spenderet rendende fra det ene sted til det andet med uopfordrede ansøgninger og finkæmme det ene jobsite efter det andet – uden held!

Men en ting jeg har lært gennem gymnasiet er, at stædighed og gåpåmod lønner sig til sidst, og minsandten om ikke jeg i løbet af september måned fik tilbudt ikke et, men TO jobs – nyt problem, hvilket skulle jeg vælge? Jeg valgte begge to, hvilket resulterede i de skøreste, sjoveste og mest hektiske 4 måneder.

Man skulle tro, at det nu kørte på skinner, men heller ikke der gik det helt som planlagt. Det firma i Frankrig, jeg troede, jeg havde en aftale med, havde nemlig ikke plads til mig alligevel, hvilket jeg først fik at vide i slutningen af november. Derefter vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle gøre, jeg kunne tage af sted og søge, når jeg var kommet der ned – og da jeg skulle arbejde til slutningen af december, ville de fleste jobs sandsynligvis være taget, når jeg kom der ned, og jeg havde på grund af mine to ledige måneder ikke fået sparet helt så mange penge op, som jeg havde håbet på så:
Få jobs + dyr lejlighed + for lidt penge = Signe bliver ikke skibums i den her omgang.

Til gengæld havde jeg altid tænkt på, at det måske kunne være sjovt, at tage på højskole. Alt dette medførte altså, at jeg sidder i fælleskøkkenet på Langeborg Nederst på Uldum Højskole og skriver det her. At gå på højskole er en af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har taget!

På min højskole har jeg mange forskellige fag, og det er altså ikke dansk, historie og matematik. Jeg har blandt andet aquasport, selskabsdans, sølvværksted og naturoplevelser, og der er ingen afleveringer!
Det sociale er i højsædet, og alle kan være med. Når vi ikke har timer, sidder vi i vores gangkøkken og drikker kaffe og te, går en tur i højskolens svømmehal eller har interessegrupper, som kan være alt fra strikning til standup eller vandpolo. Man kan selv oprette en interessegruppe og så står man for aktiviteten – derved får man selv ansvar og medbestemmelse. Alt i alt vil jeg bare fortælle jer alle, at hvor der er en vilje, er der en vej og hvis en dør lukkes, åbnes der en ny og bla bla bla…

Ha’ en god gymnasietid, og glæd jer til den virkelige verden!

– Signe

Nørresundby Gymnasium logo