Erstatningsansvar i hovedtræk

Kasper Holm, webredaktør • 23-09-2014

(Danske lov 3-19-2 og Erstatningsansvarsloven)

Arbejdsgiverens ansvar

Med hensyn til erstatningsansvar for ansatte, som begår overtrædelse af regler o. lign. og derved forvolder skader, der er erstatningsfremkaldende:

– så er den absolutte hovedregel, at arbejdsgiveren bærer erstatningsansvaret (“principalansvaret” jfr. Danske lov 3-19-2) for skader som forvoldes ved fejl/forsømmelser den ansatte evt. må begå, mens pågældende er i “tjeneste”. Det vil sige skaden skal være forvoldt som et led i tjenesten og i arbejdstiden

– arbejdsgiveren hæfter også for skader forvoldt ved anonyme fejl (hvor man ikke kan fastslå, hvem der har begået fejlen) og for skader forvoldt ved kumulerede fejl (hvor ingen enkelt ansat kan gøres ansvarlig for skaden, men hvor en mindre brist hos flere ansatte tilsammen udløser en erstatningsfremkaldende skade)

– en undtagelse til arbejdsgiverens ansvar for den skade den ansatte forvolder ved fejl/forsømmelser, er den skade en ansat forvolder ved en helt usædvanlig adfærd (abnorm adfærd), forudsat der er tale om situationer, hvor der ikke består et kontraktsforhold. I et sådant tilfælde bærer arbejdsgiveren ikke erstatningsansvaret for de skadevirkninger den abnorme adfærd har fremkaldt.

Arbejdstagerens ansvar

Hvis den skade er forvoldt af en ansat er dækket af en forsikring – en driftstabsforsikring eller tingsforsikring eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, så har den intet erstatningsansvar med mindre skaden er forvoldt med vilje (forsætligt) eller grov uagtsomhed. (Ved vurdering af om der foreligger grov uagtsomhed, kan der lægges vægt på, om uagtsomheden i den grad går ud over de sædvanlige grænser, at den ligefrem kan vække mistanke om forsætlig uagtsomhed. Der lægges vægt på om handlingen er udtryk for hensynsløshed over for andres liv eller ejendom, og hvis det drejer sig om forhold, der har stået på i nogen tid, om der er tale om betydelig “laden stå til” og ligegyldighed). Der skal altså meget til, før man vil sige, der er tale om grov uagtsomhed. (Erstatningsansvarsloven § 19)

Hvis skaden ikke er dækket af en forsikring, så hæfter den ansatte selv for den skade som pågældende har forvoldt, hvis der er noget man kan bebrejde den ansatte (kun hvis der er tale om en tilfældighed, hæfter den ansatte ikke selv).

Arbejdsgiveren og den ansatte hæfter solidarisk over for skadelidte.

Den skadelidte vil dog stort set altid rette sit erstatningskrav mod arbejdsgiveren, så kun denne situation beskrives.

Spørgsmålet er herefter, om arbejdsgiveren efter at have udredt erstatningen til skadelidte, kan rejse et tilsvarende krav om betaling af udgiften – over for den ansatte. Et sådant krav vil kun kunne rejses af arbejdsgiveren, hvis det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, den ansattes stilling og omstændighederne i øvrigt. (Erstatningsansvarsloven § 23). Dette gælder både i og uden for kontraktsforhold og således også over for arbejdsgiveren selv og arbejdsgiverens egne materielle ting.

Til forståelse af begrebet ” den udviste skyld”, så er udgangspunktet, at arbejdsgiveren ikke kan rejse krav over for den ansatte – med mindre der er tale om en skade forvoldt med vilje (med forsæt) eller grov uagtsomhed. Der vil kun meget undtagelsesvist kunne rettes krav mod en ansat som har udvist almindelig uagtsomhed (simpel uagtsomhed). Man vil formentlig kunne stille større krav til en overordnet end til en underordnet ansat, og “omstændighederne i øvrigt” kan indeholde mange konkrete skønsmæssige forhold.

Konklusion

I alle almindelige situationer bærer arbejdsgiveren erstatningsansvaret, og der vil ikke kunne rejses krav over for den ansatte om “tilbagebetaling” til arbejdsgiveren, af det erstatningsbeløb, som arbejdsgiveren har udbetalt i forbindelse med en skade, den ansatte har forvoldt.

Nørresundby Gymnasium logo