Sådan startede det

Hvordan startede det hele? Der er i Danmark en lang tradition for at interessere sig for den politiske situation i Sydafrika, og da skolens tidligere rektor Peter Rugholm oven i købet havde deltaget aktivt i anti-apartheid arbejdet i sin tid, var det naturligt, at Nørresundby Gymnasium & HF meldte sig på banen, da Det danske Kulturinstitut i 1994 med støtte fra Den danske Demokratifond etablerede et samarbejdsprojekt mellem danske og sydafrikanske skoler.

De to skoler, vi blev knyttet sammen med, var Alexandra High School og Haythorne High School i Pietermaritzburg – to rigtig interessante og gode skoler. Alexandra High var under apartheidsystemet en hvid skole, men havde allerede på det tidspunkt åbnet for ca. 20% sorte, farvede og asiater. I dag har skolen kun ca 30% hvide elever. Haythorne High var tidligere en skole for farvede elever, og nu går der næsten kun sorte elever på skolen. Udvekslingen i 1994, hvor to ledelsesrepræsentanter fra Nørresundby Gymnasium & HF blev udvekslet med en rektor og en engelsklærer fra de to skoler, var kun begyndelsen til et uddannelsessamarbejde, der skulle vise sig at blive givtigt på mange områder. I første omgang “eksporterede” vi vores viden om, hvordan et demokratisk samfund fungerer, men i dag trækker vi på deres langt større viden om, hvordan man får multietniske og multikulturelle skoler til at fungere. Siden 1994 har rektorer, ledelse, lærere, studievejledere, pædagogisk råds formænd, tillidsrepræsentanter og elevrådsmedlemmer været udvekslet. Fokus har altid været på den uddannelsesmæssige og politiske situation i de to lande, og hver gang har programmet været spækket med programpunkter, der viste deltagerne så mange forskellige sider af samfundet som muligt. Især besøgte de nogle folkeskoler, privatskoler og folkehøjskoler. Vi besøgte ligeledes mange forskellige skoletyper dernede, og på den sidste udveksling, hvor fire af vores elevrådsrepræsentanter deltog, besøgte vi nogle sorte townshipskoler, bl.a. Sinathingi skolen i området Edendale. Da vores elever så de mange problemer skolen havde, bl.a. med at financiere lærerkræfter, blev de inspireret til at etablere et støtteprogram. Vel hjemme igen lancerede de ideen for resten af skolen, der blev holdt en afstemning, som faldt heldigt ud for projektet, og nu står vi så over for at skulle planlægge det videre forløb. Demokratifonden har desværre ikke længere mulighed for at støtte Sydafrikaprojekterne, men det er lykkedes for Kulturinstituttets Lisbeth Manicus gennem en forhandling med lokalregeringen i Ulundi, at få dem til at financiere et besøg i Danmark for skoleinspektøren fra Sinathingi Primary School Mrs. Thandeka Mntungwa og ledende inspektor Andrew Graff fra Alexandra High School, som skal hjælpe os og Sinathingiskolen med at anvende pengene mest hensigtsmæssigt.

De to skoleledere besøgte Nørresundby den 18. september 2002. Andrew Graff, der i mellemtiden er blevet rektor for Alexandra High School, besøgte sammen med én af vores sponsorelever, Mfanelo Nørresundby Gymnasium og HF seneste i 2011. Vi håber, at der snart kommer besøg fra Sydafrika igen.

Nørresundby Gymnasium logo