Argumenter

Ifølge de faglige mål til samfundsfag A skal eleverne kunne ”argumentere sammenhængende og nuanceret for egne synspunkter, placere disse i en teoretisk sammenhæng og indgå i dialog.”

Argumentér bliver anvendt i fællesdelen med henblik på at teste elevens evne til at argumentere for et standpunkt funderet på faglig viden.

Opgaverne med krav om argumentation vil typisk tage udgangspunkt i et citat indeholdende et synspunkt omhandlende fagets kernestof, som eleven afhængig af opgaveformuleringen skal argumentere for eller imod.

Det er hermed muligt, at teste elevens evne til dels at argumentere dels at inddrage og anvende relevant fagligt kernestof.

Evnen til at argumentere viser sig ved, at eleven med det samme forholder sig til citatets synspunkt vha. argumentationsteknik. Der er flere tilgange til argumentationen. Således kan eleven vælge, at imødekomme synspunktet på visse områder, hvis det øger vægten af ”eget” synspunkt senere i argumentationen, eller eleven kan vælge en mere aggressiv tilgang, hvor citatet med det samme modargumenteres. Det er afgørende, at eleven ikke bruger tid på at redegøre for faglig viden eller bilagsmateriale, men påtager sig rollen som debattør, og anvender faglig viden i argumentationen.

Tilgangen i argumentationen vil ofte være afhængig af kravene i opgaveformuleringen om argumentation for eller imod citatets synspunkt.

Argumentationen skal indeholde relevant faglig viden dvs. der skal på et fagligt grundlag vises forståelse for synspunktet ligesom evnen til at finde de rette eller modsatrettede faglige argumenter.

Der vil som i andre opgaver være tale om evnen til at inddrage og anvende relevant faglig viden så som begreber, teorier og metoder.

Eksempler:

– Argumentér ud fra en idealistisk teori imod nedenstående udsagn.

(citat af Christopher Meyer)

– Argumentér ud fra en liberalistisk grundholdning for forslaget om at forbyde tobaksrygning.

(citat af Mogens Camre)

Nørresundby Gymnasium logo