Sammenlign

Ifølge lærerplanen indgår;

– evne til at kunne dokumentere faglige sammenhænge vha. materiale og supplere ved brug af hjælpemidler

– anvendelse af teorier til forklaring af faglige sammenhænge og udviklingstendenser

Sammenlign anvendes i den skriftlige studentereksamen som første spørgsmål i den valgfrie del, og er dermed indgangen til den valgfrie dels problemstilling. Sammenligningen vil tage udgangspunkt i et antal tekstbilag – typisk to eller tre.

Sammenligningen vil have et fokus, som fremgår af opgaveformuleringen, og det er evnen til at lave en fokuseret faglig bearbejdelse af tekstmaterialet i relation hertil, som er afgørende.

Det er således et krav, at der systematisk kan fremhæves ligheder og forskelle i materialet ved brug af faglig viden i form af begreber og/eller teorier. Faglige begreber og/eller teorier kan anvendes til at strukturere besvarelsen og til karakteristik af synspunkter og argumentation.

Den suveræne sammenligning tager udgangspunkt i problemstillingen og relevante faglige begreber og/eller teorier, og strukturerer i relation hertil sammenligningen af bilagene. En suveræn besvarelse kan også tage udgangspunkt i et af bilagene og relatere faglig viden og øvrige bilag hertil, men også her er besvarelsens fokus drevet af kravene i opgaveformuleringen.

Den suveræne sammenligning indeholder et sammenfattende svar på spørgsmålet.

Mindre selvstændige og mere middelmådige sammenligninger kan tage udgangspunkt i kortere redegørelser for bilagene, inden en grundigere sammenfattende sammenligning foretages med et ringere resultat til følge, fordi der ofte vil være tale om mindre præcist fokuserede besvarelser. Det er stadig et krav, at der er et minimum af fokus også i denne type besvarelse.

Sammenligningen er ikke normativ eller diskuterende.

Der er to afgørende kvalitetskriterier:

At fremstillingen fokuserer på de elementer i materialet, der spørges ind til.

Og at fremstillingen er struktureret, så at såvel forskelle som ligheder fremstår tydeligt.

Eksempler:

– Sammenlign de synspunkter på forholdet mellem kultur og konflikt, der kommer til udtryk i bilag B1, B2 og B3.

– Sammenlign de opfattelser af Danmarks konkurrenceevne, der kommer til udtryk i bilag C1, C2 og C3.

Nørresundby Gymnasium logo