Kom til Åben Skole lørdag den 30. november

17 elever greb (lør)dagen

Carpe Diem-skriveworkshop på NGHF lokkede hele 17 elever på tværs af årgangene i skole, selvom det var lørdag. Det kom der mange gode tekster ud af.
Hele 17 elever gjorde diverse fordomme om unge mennesker anno 2014 godt og grundigt til skamme, da de tømmermændsfri og arbejdsomme mødte op på NGHF lørdag d. 1. november 2014 til skolens første Carpe Diem-skriveworkshop.
I dagens anledning var den mere bundne skriftlighed, som kan præge gymnasiet til daglig, skiftet ud med anderledes frie rammer og plads til kreativitet. Mange deltagere ytrede da også stor tilfredshed med at have tid til at være kreative blandt ligesindede, ligesom muligheden for at få respons blev positivt fremhævet.
Elever kom fra både 1, 2, og 3. g, og der blev hygget på tværs af årgangene. Skolen var vært ved sandwich, sodavand og cookies, hvilket bidrog til den gode stemning.
Vi regner med gentage succesen til foråret, så hold øje med skolens Facebook-gruppe samt beskeder på månedssamling og i Lectio.
Skriveworkshoppen gjorde det ud for fire timers elevtid i dansk, og resultatet var både digte, popsange og noveller. Flere af disse vil kunne læses senere på året i skolens Carpe Diem her på hjemmesiden.