MGP 2016

Torsdag den 24. gik 11 elev-bands på scenen til skolens eget MGP. Som altid spændte repertoiret bredt, med numre der lænede sig op ad ballade-genren med flotte flerstemmige sange til de gode gedigne rock-numre, hvor foden pludselig begyndte at vippe i takt med musikken.
Humoren havde også sneget sig op på scenen, både i form af pause-musikerne hvor man blandt andet kunne se en tiger på trommer, men også i den morsomme sang “7 easy steps of how not to become a popstar”, hvor der i bedste Dylan-stil blev kastet med papir med gode råd til, hvordan man ikke bliver en popstjerne.
For første gang i flere år, var det et 1.g hold, der løb med sejren. Det klassiske rocknummer “Kill my veins” med gruppen Smackheads vandt med sin fede bas-gang, flotte vokal og læke guitar-riff klart foran de 2 andre finalesange. Så nu har de fem glade elever fra 1.e et gavekort til kantinen, så sejren kan fejres med en kagemand eller måske en god gang tirsdags-tarteletter.