Kom til Åbent Hus onsdag den 8. januar

Ud i verden – 2p i London

London var målet for studieturen for 2p i september 2014, hvor vi i øvrigt var med til at lukke og slukke for institutionen Færgeruten Esbjerg- Harwich. Det faglige fokus for ugens program var det multikulturelle og storbyen og elevernes egen opfattelse af sig selv og hinanden.

Da vi ankom til London, var det ind gennem Brick Lane området i bus, og på en søndag var der mange festklædte folk i eksotiske klædedragter, så allerede der fik vi et kig på, hvad vi havde i vente. Søndag blev Undergrunden prøvet, og vi var til gudstjeneste i St. Paul’s – en god oplevelse, hvor vi fik ro på i storbyens mylder og hørte på en prædiken om, at man nogle gange skal ‘gå bort’ fra noget for at blive sig selv – og om hvor vigtigt det er at tabe ish i selfish for at få det godt. Senere på ugen besøgte vi en jødisk synagoge, hvor vi oplevede, hvordan noget kan være så helligt, at man ikke må røre det. Pigerne havde senere samme dag tørklæder på i moske, og vi talte om, hvad det betyder, og hvordan vi havde det med det. I bybilledet mødte vi helt tildækkede kvinder, men samtidigt stødte nogle piger på tildækkede kvinder i undertøjsforretninger, hvor de efter pigernes udsagn købte udfordrende undertøj. Det skabte mange tanker om, hvad religion betyder, og hvordan man praktiserer den. Vi besøgte Cambden og Brixton marked – især det sidste er et mix af alle de bølger af indvandrere, der er kommet til Storbritannien. Der var frugter, vi aldrig havde set før, hele friske fisk, mærkelige kjoler, store blæksprutter, caribisk musik, pink afroparykker og grisetæer blandet med hippe små spisesteder og cafeer.

Vi besøgte også en dansk oase i London, KFUK-huset, hvor danske unge kan bo, mens de finder job i London. Indenfor døren hang klokkestrenge og portrætter af kongefamilien, og vi fik ’ærkedansk’ lasagne til aftensmad. Næste dag spiste vi så sammen på indisk restaurant – lækre samosas og curries!

Vi fik en på opleveren med smags-, lyd- og synsindtryk på vores ture gennem byen, og som nogle sagde: ”Der er ikke mange blegfede englændere i London.” Nej, men så er der så meget andet.

Når man nu så står overfor en by med så mange mennesker – flere end hele Danmarks befolkning – og møder folk med 300 forskellige sprog, så kan man vælge at synes, at det da er noget underligt eller farligt noget. Man kan også vælge at opleve byen og dens liv. 2p oplevede i sandhed alle facetterne og gik glade til mødet. De har mødt en anderledeshed, som har fået dem til at tænke over, hvem de selv er, og hvad det er der gør dem til netop det – og så har de selvfølgelig hygget sig sammen og shoppet osv., som sig hør og bør, når man er på studietur.

Det har været en fornøjelse at se dem opleve verden og respektere de ’underlige’ mennesker og skikke, de mødte på vejen. Klassen kommer helt sikkert hjem med faglig viden i de fag der har deltaget, men de kommer også hjem med noget af den almen dannelse, som er en del af vores uddannelsesform. De er blevet lidt klogere på sig selv og hinanden – og det gør et par halvgamle lærere lidt blød i knæene.

Af Susanne Grøn og Bente V. Steffensen