Introduktion/Indledning

Når du laver en opgave, skal du altid lave en indledning eller en introduktion.

I en mindre opgave består indledningen ofte blot af et enkelt afsnit, som kan bygges op efter nedenstående anvisninger, men spørg læreren i det fag du skal aflevere opgaven, hvad faget kræver som indhold i en indledning til en mindre opgave.

Til en stor opgave såsom fx SSO og SRP er der lidt større krav til indledningen. (Nederst er der et eksempel på en fin indledning, men læs først vejledningen, så du kan se hvad der sker i den)

Indledningen skal føre din læser ind i opgaven – se det som om, du skal tage din læser i hånden og føre vedkommende hen til startlinien for din opgave. Når læseren står der, skal han/hun gerne vide, hvad der er i vente. Derfor skal din indledning udover at introducere dit emne også afgrænse det. Hvis du fx skriver om Anden Verdenskrig, så skal du forklare, hvad du fokuserer på – for du kan jo umuligt skrive om alt! – og også forklare, hvorfor du netop har valgt at skrive om dette. Hvis din opgave rummer enproblemformulering, skal den præsenteres her.

Derudover vil det være passende at forklare, hvilken metode du bruger, og hvilket materiale du inddrager, og hvorfor du vælger den metode og det materiale. Det kunne gøres på nedenstående måder:

  • Jeg har valgt at arbejde med emnet immigration, fordi jeg gerne vil belyse, hvordan udviklingen i integrationen i Danmark har været i lyset af de seneste års uro i områder som Ishøj, Voldsmose og Gjellerupparken.
  • Som indledning vil jeg ved hjælp af statistisk materiale og et historisk overblik beskrive den danske befolkningssammensætning.
  • Jeg har brugt interviews af danskere  med anden etnisk baggrund end dansk fra forskellige aldersgrupper og kulturer for at finde ud af, hvordan de oplever…
  • Jeg har analyseret og diskuteret “lov om dansk statsborgerskab” og “lov om familiesammenføring” for at se, hvordan lovgivernes holdning til immigration kommer til udtryk heri.
  • Jeg har inddraget interviews af Pia Kjærsgaard og Villy Søvndahl efter urolighederne i Voldsmose d. ???? for at vurdere politikernes respons til situationen.
  • Endelig har jeg brugt interviews fra Politikken med XXX om de tiltag, der gøres lokalt for at øge integrationen og forhindre uroligheder.

Brug ikke argumenter som disse:

  • Jeg kunne finde meget litteratur om det
  • Jeg har en god ven der har skrevet en god opgave om emnet
  • Min mor ved meget om det
  • Jeg synes det er spændende
  • Fordi min lærer synes det var et godt emne
  • Osv.

Metode:

I langt de fleste opgaver vil det som sagt være nødvendigt med en redegørelse for, hvilke metoder du benytter dig af, eller hvordan du forholder dig til de metoder du har anvendt. Det kan også være nødvendigt at redegøre for de historiske forudsætninger for det problem, du arbejder med, eller måske er der brug for begge dele på én gang. Der kan ikke siges noget generelt om omfanget og indholdet af sådan et afsnit, som gælder for alle fag og opgaver. Derfor vil det være en god ide at diskutere med din vejleder, hvad der kræves i netop det/de fag du har valgt at skrive i.

Du må IKKE bare lave en mekanisk omskrivning af din indholdsfortegnelse – det er uinteressant. Du skal til gengæld se det som din opgave at få din læser til at være vild efter at læse videre; samtidig med at han/hun ikke ved afslutningen af opgaven tænker – “Det var slet ikke, hvad jeg forventede efter den indledning!”

Her er et eksempel på en fin indledning til en SRP-opgave som en elev har givet os lov til at vise som et illustrativt eksempel.

Nørresundby Gymnasium logo