Jens Arentzen er et spændende møde. Siddende på publikumsrækkerne bliver man først opmærksom på ham i det øjeblik, at han overdøver flere hundrede elever med sin store stemme og smittende energi. Uden Mikrofon går han op foran sit publikum og leverer en levende tale for de mange elever,som bliver opslugt af hans insisterede nærvær og personlige historie. For her er en anden rollemodel end man skulle forvente. Som stor og anerkendt skuespiller fortæller han historien om at vokse op i en dysfunktionel familie med en psykisk syg mor og en følelsesforskrækket far. Det har ikke været let at være Jens, men han løfter den personlige tragedie til et håb for de fremmødte, idet han gør op med den sociale og biologiske arv. Ethvert menneske er fri til at blive den, som det har potentiale til, men det kræver at dette menneske bliver set og anerkendt for det, og ikke for den rolle, det er blevet sat til at spille. For det var en af Arentzens pointer: enhver familie har sine roller og i en dysfunktionel familie, er det ofte den forkerte. Derfor skal vi se hinanden og lytte til hinanden. Vi så Jens Arentzen inde i festsalen, men mon ikke også vi følte os set af ham og blev lidt klogere på os selv og hinanden.
Sille Vejlby
